Året er 1616, og der kommer bud fra København. For at sikre ferskvandsforsyningen skal der graves en ny brønd på Bohus. Fra København og Helsingør sendes der nu flere straffefanger, som har fået deres dødsdomme konverteret til livstidsarbejde i brønden.

Man kunne tro, at straffearbejdet var bedre end henrettelse, men i praksis var det mere en langstrakt dødsdom. Jorden her i borggården består nemlig af ren granit. Fyrsætning går ud på at opvarme klippen med ild, så der dannes revner. Herefter kan stenen knækkes med en forhammer og spyd. 

Når skumringen falder på Bohus, er det tid til det risikable arbejde med at tænde bålene nede i brønden. Ilden får normalt lov til at brænde ud i løbet af natten, og røgen luftes ud, så vidt det er muligt, inden fangerne vender tilbage til brønden næste dag. 

Man kan prøve at forestille sig, hvordan det må føles mod sin vilje at blive firet ned i en røgfyldt og varm skakt for at arbejde fulde dage med forhammer og spyd fastgjort i lænker. Dødeligheden er så høj, at lensherre Jørgen Lunge med jævne mellemrum må rekvirere nye fanger fra København.

I hele 13 år fortsætter arbejdet med langsomt at brænde sig ned i klippen, indtil man en dag pludselig på 22 meters dybde finder vand, der begynder at sive ind, og det endeløse arbejde med brønden endelig er slut.