Den 29. januar, i nådens år 1746, er Thomas Leopold på vej her til Bohus i en åben fangevogn midt i den iskolde vinter.  Thomas skal nu påbegynde sit andet ophold her på Bohus, som kommer til at vare hele 35 år.

Selvom Thomas er kristen, vidner han åbent og provokerende om sin tro på, at den svenske kirke og dens præster ikke har et fast fundament i Bibelen, men er fulde af løgne og vrangforestillinger.

Der opstår bekymring for, at hans “kætteri” skal sprede sig som en steppebrand over kongeriget, hvilket kan føre til oprør mod kronen eller endda vækkelse af Guds vrede. I 1728 bliver Leopold arresteret og dømt af kongen til at blive ført til fæstningen.

Efter 8 år i Bohus sad han nogle år på Kalmar Slot og på et sindssygehospital i Stockholm, men viste ingen tegn på omvendelse og blev derfor nu sendt tilbage til Bohus Fæstning.

Den eneste menneskelige kontakt, som Thomas havde her, var fængselspersonalets korte hilsner og slotsprædikanten, der besøgte ham et par gange om året for at spørge, om Leopold var villig til at vende tilbage til kirkens lære og underkaste sig dens ceremonier.

Men svaret er altid det samme, lavmælt og bestemt. Endelig slutter også slotsprædikantens korte besøg. Leopold er nu overladt til at blive glemt til døden. Det eneste glimt af omverdenen, som Thomas har de næste 35 år, er gennem glughullet her.

I en fremskreden alder af 77 bliver han slæbt ud af sin celle, død af alderdom. Han blev begravet uden ceremoni eller salmer. Han blev ikke betragtet som en sand kristen.